Indret hjemmet til bevægelse

Behov for fysisk udfoldelse

Børn har brug for bevægelse og de søger det instinktivt. Fra barnet bliver født, arbejder det helt automatisk på at opbygge kropsstabilitet, muskelstyrke, koordination og balance. Gradvist modnes nervesystemet og det giver hele tiden nye muligheder for bevægelse.

Helt frem til teenageårene er barnets motoriske system i en rivende udvikling, hvor nye bevægemønstre automatiseres og finpudses. I teenage- og voksenalder kan nye færdigheder selvfølgelig stadig indlæres, men det bygger alt sammen på det motoriske fundament, der er lagt i barneårene. Indlæringen hos teenagere og voksne sker ikke helt så automatisk og kan kræve en mere bevidst indsats. Til gengæld bliver kroppen i stand til, i langt højere grad, at øge iltoptagelsen (kondition) og muskelstyrken ved træning.

Det er sindsygt vigtigt for barnets motoriske udvikling, at kroppen får muligheder for udfoldelse. Hvis barnet dagligt bruger timer bag en skærm, søger stillesiddende aktiviteter, sjældent kommer udenfor, sidder stille i skolen osv, begrænses kroppens bevægemuligheder og udvikling. Hvis man så ovenikøbet kommer hjem fra vuggestue/børnehave/skole og forbydes at hoppe i sofaen, trampe i gulvet, klatre på møblerne og bygge huler under spisebordet, så har kroppen virkelig trange kår. Jeg er helt med på at det kan være farligt at klatre på møblerne, at det larmer at trampe i gulvet og at sofaen måske ikke har godt af at blive hoppet i.

Men så må man finde en anden løsning.

Indret boligen

Der er masser af muligheder for at tænke bevægelse ind i hjemmets indretning. Med lidt held får de voksne også mere lyst til at bevæge sig og bruge kroppen på nye måder hvis muligheden er der. De yngste børn på under et år, kræver ikke meget plads til udfoldelse. For dem er det vigtigste at få lov at “træne” på gulvet på forskelligt underlag (fast, blødt, glat, skridsikkert) og at tumle med forældre og evt større søskende. Men i takt med at barnet bliver ældre, øges behovet for fysisk udfoldelse.

Hvis man alligevel er på udkig efter ny bolig (hvad mange familier jo rent faktisk er i årene omkring familieforøgelse), kan man med fordel se efter, om boligen indbyder til indendørs bevægelse. Det kan selvfølgelig handle om, rent fysisk, at have god plads på børneværelset eller i fælles opholdsrum. Men det kan også være andre ting som fx trin og højdeforskelle, gulvbelægning og akustik. Er der mulighed for et par gode solide kroge i loftet til gynge eller ringe? Er der bjælker i loftet eller bjælker man kan klatre i?

Det kan også være at I allerede bor lige der hvor I skal, men gerne vil optimere mulighederne for bevægelse. Netop nu hærger Corona-virus på verdensplan og de fleste danske børn er hjemme alle af ugens dage. Så netop nu er det ekstra vigtigt at overveje om hjemmet kan give bedre udfoldelsesmuligheder.

Tips og idéer

Herunder følger en række idéer, der kan fremme bevægelsesinitiativet hos store og små:

GULVPLADS: når der er fri plads på gulvet, er det mere indbydende at hoppe og danse. Børn elsker også at tage deres stillesiddende aktiviteter, som fx at tegne eller bygge lego, ned på gulvet. En voksdug eller andet tegneunderlag på gulvet beskytter mod uønskede kunstværker på de lyse gulvplanker 🙂 Hvis gulvet er koldt eller hårdt er det mindre indbydende. Et stort skumpuslespil eller et par yogamåtter på gulvet giver lyst til tumle eller bare ligge stille med en bog eller skærm.

Når man leger eller bare opholder sig på gulvet kommer kroppen i langt højere grad i spil, end når man sidder på en stol eller i sofaen. Den siddende stilling fordrer ikke noget godt for menneskekroppen, så kroppen vil hilse muligheden for afveksling velkommen.

Streger “tegnet” med farvet tape kan skabe rum for nye aktiviteter. Prøv fx at lave en hinkerude i stuen eller en kæmpe “spilleplade” til kryds-og-bolle.

Kryds-og-bolle på gulvet i juleudgave med kogler og stjerner som brikker.

SVINGE OG GYNGE: et par kroge i loftet er en GENIAL investering! Her kan hænges gynger (fx en fastvikle), klatretov, rebstige, hængekøje eller gymnastikringe. Når vi gynger og svinger stimuleres balancen. En gyngetur hjælper også til at fintune synet og kan være både beroligende og stimulerende, alt efter hvad behovet er. At snurre rundt i fx sansegynge øger arousal-niveauet, altså kroppens vågenhed og musklernes tonus/hvilespænding. At gynge fra side til side opleves beroligende og arousal-sænkende hos de fleste.

HOPPEMØBLER: en gammel sofa som man må hoppe i eller en stor madras på gulvet, kan hurtigt blive børnenes yndlingsmøbel. Hjemme hos os har vi en 140×200 boxmadras til at ligge på gulvet i stuen. Jeg har syet et par kæmpe puder (som samtidig bruges til opbevaring af de dyner der ikke lige er i brug) samt en lang pølle (der indeholder boxmadrassens sammenrullede topmadras). Indrømmet – det tog noget tid at sy – jeg er nemlig ikke særligt ferm til håndarbejde. Men det er ALLE kræfterne værd! For meget små penge fik vi skabt et møbel som dagligt er samlingssted for familiens hyggestunder og samtidig legeplads når børnene bobler over af energi.

Diverse småmøbler og puder kan kombineres i det uendelige og bruges til balancebaner og “jorden-er-giftig”. Legeskum som fx bObles, Tumblemee og Units er genialt til formålet. Man kan også få trædesten i forskellige former og farver. Men man kommer også langt med puder, yogamåtte, skamler og hvad huset ellers byder på. Lad børnene konstruere en bane selv eller hjælp lidt til hvis der er behov. Tilbyd en hånd eller lidt støtte de første gange banen gennemføres, så barnet erfarer hvor man skal være ekstra opmærksom eller tage sig god tid.

Børnene har selv konstrueret en lille cirkelbane, som de kravlede rundt på.

Hvis du synes pladsen bliver for trang til store ændringer i gulvplan, kan du tænke i højden i stedet. Måske er der vægplads, der kan udnyttes til en gymnastikribbe? Eller måske kan væggen på børneværelset få klatregreb og blive til en lille klatrevæg? Eller hvad med en rutchebane ned fra køjesengen?

I de fleste hjem findes der muligheder for at lave små ændringer, som kan få stor betydning. Den første ændring, der skal til, er måske de voksnes indstilling. Mange af os er vokset op med at man ikke må løbe/hoppe/tumle indenfor og giver automatisk den holdning videre til vores børn. Det kan være en fordel at gøre op med sig selv og sin partner, hvilke rammer for “vildskab” man kan fungere godt med. Hvorfor har vi de regler vi har? Giver de mening? Forlanger vi at børnene skal “sidde pænt” i sofaen når de ser fjernsyn eller er det ok at de slænger sig på gulvet på en pude? Må de klatre op på spisebordsstolen og hoppe ned hvis de kan selv? Kan vi åbne for større udfoldelsesmuligheder og se det som en gevinst for hele familien? Kan vi inspirere børnene ved selv at indbyde til tumlelege eller yoga og gymnastik i stuen? Ved selv at lave hjemmetræning ved siden af børnenes leg?

Fundamentet for fysikken lægges i barndommen. De fleste bærer deres forældres holdning til leg, sport og træning med sig ind i voksenlivet. I en verden hvor alt er tilgængeligt med et swipe på en smartphone, skylder vi vores børn at gøre dem gode venner med deres krop og dens ubegrænsede potentiale. Det sker gennem leg og kropslig udfoldelse i trygge rammer. Det sker gennem vores indstilling til sved på panden, høj puls og kontakt til kroppen. Kig dig omkring – måske får du nye idéer til at gøre hjemmet bevægelsesvenligt 🙂

/Katrine

Støt bloggen

Det er ikke gratis at drive min lille blog. Først og fremmest er der udgifter til bl.a. domænet, derudover bruger jeg i perioder en hel del tid på at skrive, gennemgå forskning osv. Så hvis bloggen er nyttig for dig, vil jeg sætte stor pris på din støtte, så jeg fortsat kan give en faglig vinkel på slynge- og småbørnsverdenen. Obs! Det er muligt at justere beløbet ved at øge antallet af enheder 🙂

10,00 Dkr

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.