Kejsersnit – og hvad så?

April er Cesarean Awareness Month og jeg vil derfor gerne være med til at sætte fokus på noget af den information og viden, jeg synes mangler, i sundhedssystemets behandling af kvinder, der har fået kejsersnit.

Et kejsersnit er en stor operation, men jeg synes at informationen og opfølgningen omkring kejsersnit, er mildest talt mangelfuld. Her taler jeg både ud fra personlig erfaring og ud fra de fortællinger jeg har fået fra mine patienter. Jeg savner i høj grad information om selve operationsarret og behovet for at arbejde med arvævet, så det vil jeg fokusere på nedenfor.

Vidste du at det er vidt forskelligt hvordan kvinder reagerer på et kejsersnit? Både fysisk og mentalt?

Vidste du at et kejsersnit-ar har brug for nænsom behandling for at blive en velfungerende del af din krops væv?

Vidste du at arret kan have stor betydning for din kernestabilitet?

Vidste du at arrets tilstand kan påvirke din bækkenbundsfunktion?

Beslutningen om et kejsersnit

Der findes mange forskellige årsager til et kejsersnit og der findes mange forskellige tidshorisonter for selve beslutningen om at udføre kejsersnittet. Beslutningen kan være taget måneder før fødslen eller den kan ske i absolut sidste øjeblik, hvor fødslen måske har været i gang længe. Kejsersnittet kan være et ønske eller det kan være “sidste udvej”. En kvinde møder veludhvilet og frisk til sit kejsersnit, mens en anden har været i fødsel i 1½ døgn når beslutningen om kejsersnit tages. De forskellige scenarier kan have stor betydning for hvordan du kommer dig fysisk efter operationen og for hvordan du rent mentalt tænker om operationen, både før, under og efter.

Uanset hvordan du har det med dit kejsersnit, er dine følelser okay. Det har taget mig mange år, virkelig at føle det udsagn, at acceptere, at det også gælder for mig selv og ikke kun er noget jeg siger til andre.

Men mere om den historie en anden gang. I dag bliver jeg ved den lidt mere fys-faglige vinkel.

For det jeg rigtig gerne vil tale om er det operationsar, der efterlades på dit maveskind.

Arret – det skæve smil

De fleste kejsersnit-ar ses som en mere eller mindre skæv streg lige omkring trussekanten. Linjen kan være hvid eller lyserød og varierer typisk i tykkelse fra en enkelt millimeter til omkring 5 millimeter. Den kan have fortykkelser eller buler undervejs og området omkring arret er tit mere bulet og skævt i den ene side.

Men en ting er arret i huden. Noget andet er det arvæv, der dannes i de underliggende lag. Muskler, bindevæv, livmoder. Snittet i huden er mellem 12 og 15 cm langt, men kan være længere i de underliggende lag. Jeg kan fx mærke at jeg har arvæv i de dybere lag, der strækker sig 4-5 cm længere ud mod hoften, end det synlige ar i huden.

Måske er du ked af dit kejsersnit, måske var det en traumatisk oplevelse, måske har du mange negative følelser knyttet til arret. Det kan gøre det svært at se på eller røre ved. Men både din krop og din psyke har brug for, at arret, over tid, bliver en integreret del af din krop.

Hvad gør jeg så?

Nerve-enderne omkring arret er kraftigt påvirket efter operationen og denne påvirkning kan stå på i halve og hele år bagefter. Området kan være overfølsomt eller føles helt “dødt”. Det kan også være at du oplever stikkende eller snurrende/sovende fornemmelser.

Uanset hvad, har nervesystemet brug for normalisering. Hvis du kan, så se på dit ar (fx i et spejl). Betragt det, undersøg det med øjnene. Forsøg at være nogenlunde objektiv. (“Jeg ser en rød/hvid/lyserød streg. Der er en lille bule der. Huden ser rød ud rundt omkring. De der clips ligner noget fra en gyserfilm. Jeg ser prikker der hvor clipsene/stingene sad.” Osv.) Når du går i bad, så koncentrer dig om følelsen af vandet der løber ned over din mave og arret. Øv dig i at trække vejret ned til arret. Det kan være svært i starten, men efterhånden bliver det lettere. Vejrtrækningen er blid massage indefra og hjælper livmoderen og de dybere muskellag med at hele.

Omkring 4 uger efter fødslen kan du begynde at røre arret blidt. For nogen er det grænseoverskridende, for andre føles det naturligt. Det er ok. Dit nervesystem har brug for blid berøring for at blive normaliseret. Bløde strygninger og blid nus er sagen de første uger. Bare 10 sekunder af gangen og gerne hver dag. Evt uden på tøjet, hvis du har det bedst med det.

Efter 7-8 uger kan du begynde at massere blidt og forsigtigt. Fortsæt med strygninger, men også små cirkelbevægelser og lidt blide skub mod huden. Start med ganske kort tid og øg så gradvist. Du kan gøre det et par gange om ugen til at starte med og nå op på 3-4 gange af ca 5 min om ugen, når kroppen har vænnet sig til massagen.

Fra ca 10 uger har vævet sin normale styrke igen og du kan strække og trække lidt og også trykke nedad og arbejde med de dybere lag. Det er ok at det svier lidt, men du skal ikke gå efter at fremprovokere smerte og ubehag.

Fortsæt med at massere jævnligt det første halve år efter fødslen. Det er individuelt hvad behovet er, hvis du er i tvivl så opsøg en fysioterapeut med erfaring inden for arvævsbehandling.

Hvorfor skal jeg massere mit ar?

Behandlingen går både ud på at normalisere nervesystemet og at genskabe smidigt væv, der kan samarbejde med det neuromuskulære system (muskler og nerver). Ubehandlet arvæv bliver for det meste stift og kan fx være skyld i, at du ikke kan få god kontakt til mavemuskler og bækkenbund efter graviditeten.

Arvævet kan begrænse din vejrtrækning, så du ikke kan sende intraabdominalt tryk (overtryk der skabes i bughulen gennem vejrtrækningen) forbi arret. Det intraabdomimale tryk er vigtigt for din bækkenbunds funktion og for din evne til at bruge den samlede kernemuskulatur.

Et ubehandlet kejsersnit-ar kan altså være medvirkende til problematikker som inkontinens, underlivssmerter, rygsmerter, delte mavemuskler, smerter omkring hofterne og endda også længere op i kroppen som fx skuldersmerter.

Den fysiske arvævsbehandling kan også hjælpe dig med at bearbejde kejsersnittet psykisk. Uanset hvordan du har med kejsersnittet, har operationsoplevelsen lagret sig i kroppen og i arret og der kan være en oplevelse af følelsesmæssig forløsning ved at arbejde med arret. Denne oplevelse kan også dukke op 10-20-30 år efter fødslen. Så lad dig ikke overraske, hvis arvævsbehandlingen lukker op for ukendte reaktioner og følelser.

Kan jeg vikle efter kejsersnit?

Selvfølgelig kan du det. Og endda ret hurtigt efter. Læs mere om det her.

/Katrine

Støt bloggen

Det er ikke gratis at drive min lille blog. Først og fremmest er der udgifter til bl.a. domænet, derudover bruger jeg i perioder en hel del tid på at skrive, gennemgå forskning osv. Så hvis bloggen er nyttig for dig, vil jeg sætte stor pris på din støtte, så jeg fortsat kan give en faglig vinkel på slynge- og småbørnsverdenen. Obs! Det er muligt at justere beløbet ved at øge antallet af enheder

10,00 Dkr

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.