Om mig

IMG_20170817_120943Jeg hedder Katrine Boel Gjerum og er fysioterapeut samt mor til slyngebørnene S fra 2013 og M fra 2016. Jeg bor i et gammelt hus med kæmpe have i en lille fynsk landsby, sammen med min mand og vores unger.

Jeg har altid haft en passion for bevægelse. Kropslig bevægelse i mange forskellige former og mental og emotionel bevægelse. I mit arbejde beskæftiger jeg mig netop med bevægelse på forskellige måder. Jeg arbejder til daglig hos Tidens Kiropraktor i Odense, hvor jeg bruger fysisk træning som arbejdsredskab til at hjælpe klinikkens patienter videre i deres behandlingsforløb. Jeg arbejder med en respektfuld tilgang til kroppen, hvor jeg gennem påvirkning af nervesystemet og ved at integrere vejrtrækningen i træningen, lader kroppens ressourcer styrkes og forbedres for en velfungerende og stærk krop. Det er kraftfulde værktøjer til at dæmpe smerter og afbalancere muskelarbejdet uanset om jeg arbejder med babyer, deres mødre, eller smertepatienter. De seneste par år har jeg videreuddannet mig inden for babyers motoriske udvikling og har også fokus på efterfødselskroppen og de komplikationer der kan følge med en graviditet og fødsel. På klinikken underviser jeg bla.  i babymotorik, kravlehold og mit helt eget efterfødselskoncept MoveTogether – træning med baby i vikle eller bæresele. Så vidt jeg ved er det i øjeblikket det eneste fysioterapeutudviklede og -underviste efterfødselskoncept med baby i vikle eller bæresele i Danmark. Det har været og er stadig en rigtig spændende process at udvikle træningen og tilpasse den til mor og baby.

Derudover laver jeg workshops og individuel vejledning i slynger og vikler. Det er fantastisk at få lov at give et redskab, som har været helt uvurderligt for mig selv, videre til nybagte forældre. Ud over den generelle vejledning i korrekt brug af bæredimser inddrager jeg også gerne viklen som en del af et behandlingsforløb, hvor baby måske har favoritside, skævheder i ryggen, brug for hjælpe til at ligge på maven, etc.

Mange kommer allerede som gravide for at lære at binde viklen korrekt, så de er klar til at bære baby fra dag 1. Og det synes jeg er en rigtig god beslutning! Det er helt fantastisk at kunne putte baby i viklen så snart der er brug for det, -fx er det langt at foretrække at forlade sygehuset med baby puttet på dit bryst frem for i en autostol ❤

Individuel vejledning og workshops på bestilling laver jeg hos Tidens Kiropraktor. Derudover bliver også inviteret rundt i landet for at lave workshops. Fx har jeg været med i et projekt for nye mødre i samarbejde med sundhedsplejerskerne i de sydfynske kommuner og har også været på besøg hos BabyTummel i Esbjerg.

Bloggen skriver jeg i min fritid, som et supplement til mit arbejde.

Her på bloggen vil jeg gerne videregive noget af det der fylder i min hverdag. Tanker og erfaringer om at bære sit barn, faglig viden om hvordan du bedst bruger din egen krop når du bærer og hvordan du bedst tager hensyn til babys anatomi og neuromuskulære udvikling. Indlæg om hvordan du generelt kan understøtte din babys motoriske udvikling og tips til hvordan du lader baby udvikle sig i sit eget tempo – dvs i takt med centralnervesystemets modning. Og lidt om livet som mor, bare sådan i al almindelighed ❤